oversat af Helle Gjellerup 

Dette brev skal ses i forlængelse af brev I.1 og er skrevet to dage senere. Senatet debatterer fortsat genindsættelsen af den egyptiske konge, Ptolemaios XII Auletes. Senatet kan ikke nå til enighed, bl.a. fordi visse folketribuner kaster grus i maskineriet.

Skrevet den 15. januar 56

<Til prokonsul Publius Lentulus fra Marcus Cicero>

1. Den 13. januar blev der ikke vedtaget noget i senatet, for en stor del af dagen gik med en meningsudveksling mellem konsul Lentulus og folketribunen Caninius. Jeg talte også selv længe den dag, og når jeg mindede om den sympati, du havde vist senatorstanden, så det ud til at gøre stærkt indtryk på forsamlingen. Dagen efter valgte vi derfor at holde os til korte indlæg. Det virkede nemlig, som om vi igen havde senatet med os. Det havde jeg tydeligt mærket på den respons, som jeg fik både på min tale og på mine henvendelser og opfordringer til hver enkelt senator. Holdningen kom til udtryk ved modtagelsen af de tre forslag, der nu blev fremsat: Bibulus’ om, at kongen skulle genindsættes af tre udsendinge; Hortensius’ om, at han skulle genindsættes af dig uden brug af militær; og Volcacius’ om, at han skulle genindsættes af Pompeius. Her forlangte man, at Bibulus’ forslag blev opdelt i to punkter. I det religiøse spørgsmål, hvor der ikke længere var noget at diskutere, var der tilslutning til Bibulus; et stort flertal stemte til gengæld mod forslaget om de tre udsendinge.

2. Herefter stod Hortensius’ forslag for tur, men folketribunen Lupus, der selv havde stillet forslag om Pompeius, begyndte ivrigt at fremføre, at hans forslag burde komme til afstemning før konsulernes. Hans tale fremkaldte kraftig protest fra alle sider – den var jo både urimelig og helt uden fortilfælde. Konsulerne bøjede sig ikke, men gjorde heller ikke for alvor modstand. De ville hellere bare lade dagen gå uden en afgørelse, og sådan blev det. De kunne jo se, at et stort flertal ville stemme for Hortensius’ forslag, selv om mange åbent blev opfordret til at gå med Volcacius – og dét passede ikke konsulerne, der havde ønsket, at Bibulus’ forslag skulle vinde.

3. Debatten varede til ud på aftenen, og senatet blev sendt hjem. Tilfældet ville, at jeg den dag var til middag hos Pompeius, og det gav mig en enestående lejlighed til at tale med ham, fordi vi netop samme dag havde haft den største succes i senatet siden din afrejse. På den baggrund forløb min samtale med ham sådan, at jeg bilder mig ind at have fået afledt hans tanker fra alle andre planer og i stedet vendt dem mod beskyttelsen af din position. Når jeg hører på ham selv, frikender jeg ham straks for enhver mistanke om at pleje egne interesser; men når jeg oplever hans tilhængere fra alle samfundsklasser, ser jeg tydeligt, hvad der nu er åbenlyst for enhver: at visse personer for længst har forplumret hele denne sag – ikke uden opbakning fra kongen selv og hans rådgivere.

4. Brevet her skriver jeg før solopgang den 15. januar. Senere i dag træder senatet sammen. Det er mit håb, at vi ved mødet vil kunne opretholde vores position, så vidt det kan lade sig gøre i en situation, hvor folk er så illoyale og uretfærdige. Hvad angår planen om at lade spørgsmålet behandle på folkeforsamlingen, mener jeg at have gjort denne fremgangsmåde umulig, så længe auspicier og love respekteres, og der i det mindste ikke gribes til vold. Om dette ville senatet i går have vedtaget et meget vigtigt dekret, hvis ikke Cato og Caninius havde nedlagt veto; det blev dog ført til protokols. Jeg formoder, at du har fået tilsendt en kopi. Hvad der i øvrigt vil blive truffet af foranstaltninger, skal jeg skrive til dig om, og med hele min omhu, energi, påpasselighed og indflydelse vil jeg sørge for, at det forløber så godt og rigtigt som muligt.