oversat af Morten Aagaard Schultz

Brevet beskriver det senatsmøde, som afholdes d. 15. januar 56. Cicero og andre mener, at det er Lentulus, som skal ordne sagerne i Egypten, men der er diverse modstandere heraf, og sagen bliver ikke afgjort. Sidst i brevet betoner Cicero, at han aldrig kan tilbagebetale Lentulus dennes store tjenester.

Skrevet omkring den 17. januar år 56

<Til prokonsul Publius Lentulus fra Marcus Cicero>

1. Den 15. januar klarede vi os strålende i senatet, især da vi allerede dagen før havde sat en endelig stopper for Bibulus’ forslag om tre udsendinge. Volcacius’ forslag var det eneste stridspunkt, der var tilbage. Vores modstandere forhalede imidlertid sagen med alle mulige kneb. Ikke desto mindre forsvarede vi sagen for et fuldtalligt senat uden større uenighed og uden hadefulde kommentarer fra dem, der forsøgte at overdrage kongens sag fra dig til en anden. Curio var hård i tonen den dag, hvorimod Bibulus var meget mere rimelig, endda næsten venlig. Caninius og Cato meddelte, at de ikke ville fremsætte noget lovforslag før valgene. Som du jo ved, forbyder lex Pupia, at der afholdes senatsmøder før den 1. februar. Heller ikke i hele februar måned kan senatet holde møder, medmindre forhandlingerne med de forskellige grupper af delegationer er afsluttet eller udsat.

2. Den generelle opfattelse i Rom er dog, at påskuddet om religiøse betænkeligheder er fremsat af dine rivaler og dem, som er misundelige på dig. Det gør de ikke kun for at lægge hindringer i vejen for dig, men især for at ingen skal kunne tage til Alexandria, fordi han stræber efter at stå i spidsen for en hær. Ingen er i tvivl om, at senatet har vist dig den respekt, som du har krav på; ingen tvivler på, at dine modstandere gjorde alt, hvad de kunne for at undgå en afstemning. Hvis de nu i folkets navn skulle finde på et eller andet, som i virkeligheden er en svinestreg af værste skuffe fra tribunernes side, så har vi sørget for, at det kun kan ske, hvis de forbryder sig mod auspicierne, bryder lovene eller bruger vold.

3. Jeg mener ikke, at jeg behøver at skrive om mit eget engagement eller andres urimelige optræden. Hvorfor fremhæve min egen indsats, som ikke ville stå mål med dine tjenester mod mig, selv hvis jeg ofrede mit liv for din sag og ære; eller hvorfor klage over andres urimelige optræden, når jeg ikke kan gøre det, uden at det går mig meget på? Jeg kan ikke garantere dig, at vi kan undgå vold, især ikke når embedsmændene er så magtesløse. Ser vi bort fra vold, så kan jeg dog forsikre dig om, at du kan bevare din prestige med senatets og det romerske folks fulde opbakning.