oversat af Susanne Bramming Hansen, Kurt Georg Rasmussen og Per Methner Rasmussen

Cicero skriver til Lentulus, at Pompeius støtter hans sag, og at han selv støtter ham på alle måder. Han berører i brevet også de politiske forhold, især i senatet, som betyder, at han ikke kan sige og gøre, hvad han vil. Cicero slutter af med endnu engang at understrege, hvor meget han skylder Lentulus, og at han aldrig kan gøre nok for ham.

Måske skrevet i februar 55

<Til prokonsul Publius Lentulus fra Marcus Cicero>

1. Alt hvad der vedrører dig, hvad der er sket, hvad der er besluttet og hvad Pompeius har påtaget sig, kan du på bedste vis få at vide af Marcus Plaetorius, som ikke blot har taget del i, men også spillet en vigtig rolle i disse sager. Han har ydet dig enhver tjeneste, som det passer sig for et yderst hengivent, meget forstandigt og samvittighedsfuldt menneske. Han kan også informere dig om, hvordan det forholder sig med vores fælles anliggender, som det ikke er nemt at skrive om i et brev. Alt det bestemmer vores venner helt og holdent, og det på en sådan måde, at der slet ikke synes at kunne ske en forandring i vores tid.

2. Jeg tilslutter mig i hvert fald Pompeius’ holdninger, og det bør jeg gøre. Det har du også selv rådet mig til, og det skylder jeg ham, samtidig med at det er til min egen fordel. Du var selv af den opfattelse, at du måtte tilslutte dig ham for min skyld. Du ved godt, hvor vanskeligt det er at ændre politisk mening, specielt når den er rigtig og dybt rodfæstet. Men selv indretter jeg mig dog efter hans vilje. Jeg kan nemlig slet ikke være bekendt at være uenig med ham – og jeg lader ikke, som om jeg er det, som nogle måske kunne finde på at tro. For min faste overbevisning og mine stærke følelser over for Pompeius betyder så meget for mig, at det, som er nyttigt for ham, og som han ønsker – alt det forekommer nu også mig både sandt og rigtigt. Efter min mening ville selv hans modstandere ikke begå en fejl, hvis de opgav al modstand, når de nu ikke kan måle sig med ham.

3. Jeg finder også trøst i at være den, jeg er. Det betyder nemlig, at alle i meget høj grad accepterer, at jeg forsvarer, hvad Pompeius ønsker, eller at jeg er tavs eller også, at jeg fordyber mig i mine litterære studier; det vil jeg sandelig gøre, hvis mit venskab med Pompeius tillader det. Efter at jeg havde beklædt de mest betydningsfulde embeder og udført meget store opgaver, havde jeg to ting i tankerne: at mine indlæg i senatet blev mødt med respekt, og at jeg frit kunne engagere mig i politik. De to ting er nu helt forsvundet – ikke kun for mig, men for alle. For nu kan man enten være enig med de få, uden at det får betydning, eller være uenig – forgæves.

4. Disse ting skriver jeg til dig, for at du nu også kan overveje, hvad du vil gøre. Alt er forandret: senatet, domstolene og hele staten. Vi bør stræbe efter fredelige forhold, som det ser ud til, at magthaverne kan skaffe, hvis blot visse mennesker kunne finde sig lidt mere tålmodigt i deres magt. Det nytter ikke noget at tænke på den respekt, som en modig og standhaftig senator burde nyde som tidligere konsul. Den er mistet på grund af dem, der har ødelagt senatets forhold til ridderstanden, som tidligere var en nær allieret, og Pompeius, denne betydningsfulde personlighed.

5. Men for at vende tilbage til de ting, som er tættere knyttet til dine forhold, har jeg erfaret, at Pompeius er dig meget venligt stemt. Så vidt jeg kan vurdere, vil du opnå alt, hvad du ønsker, når han er konsul. Hvad angår dine forhold, vil Pompeius have en sikker støtte i mig, og jeg vil ikke forsømme noget, som vedrører dig; jeg frygter ikke at være ham til besvær. Han vil nemlig glæde sig, også på egne vegne, når han indser, at jeg er ham taknemmelig.

6. Jeg så gerne, at du kunne overbevise dig selv om, at selv de mindste af dine sager er vigtigere for mig end alle mine egne. Selvom jeg mener dette, vil jeg ikke selv kunne stille mig tilfreds med mine ihærdige anstrengelser. Heller ikke når jeg ser på resultatet, kan jeg være tilfreds med mig selv. For hverken i handling eller tanke kan jeg gengælde nogen af dine tjenester.

7. Et rygte siger, at du har stor succes. Vi afventer et officielt brev fra dig. Det har jeg talt med Pompeius om. Når det kommer, vil jeg forsøge at påvirke embedsmænd og senatorer. Selvom jeg har arbejdet så meget som muligt for at fremme dine interesser, udretter jeg dog mindre, end jeg bør.