oversat af Susanne Bramming Hansen, Kurt Georg Rasmussen og Per Methner Rasmussen

Et meget langt brev, hvor Cicero prøver at retfærdiggøre over for Lentulus, at han bøjer sig for det første triumvirats magt. Cicero bruger en hel del plads på at udtrykke sin dybe taknemmelighed over Lentulus’ rolle i forbindelse med hans hjemkaldelse. Den politiske situation er således, at Cicero på den ene side kritiseres af de yderliggående optimater og på den anden side presses kraftigt af triumviratet. Bl.a. af frygt for Clodius må Cicero afholde sig fra at blande sig i en kontroversiel jordlov; han må påtage sig forsvaret af Vatinius og lade sig forsone med Crassus. Cicero forsøger at overbevise Lentulus (og sig selv?) om, at man sagtens kan opføre sig pragmatisk i politik, men samtidig bevare sin integritet. Sidst i brevet nævner Cicero de litterære værker, som han arbejder på. Endelig skriver han lidt om afløsningen af Lentulus som statholder i Kilikien og anbefaler Lentulus ikke at lægge sig ud med de magtfulde publicani.

Skrevet i december 54

Til imperator Publius Lentulus fra Marcus Cicero

1. Jeg blev utrolig glad for dit brev. I det kunne jeg fornemme, at du forstår min dybe pietetsfølelse over for dig. Hvorfor skulle jeg bruge ordet velvilje, når jeg synes, at selv det meget alvorstunge og højstemte ord, pietet, er for svagt i forhold til al den støtte, du har givet mig. Du skriver desuden, at du er taknemmelig for mine bestræbelser på at fremme dine interesser. Din overvældende sympati medfører, at jeg slet ikke kan lade være med at gøre det, der gør dig taknemmelig, uden at begå en nederdrægtig forbrydelse. Du kunne i øvrigt have fået et bedre og tydeligere indtryk af min holdning til dig, hvis vi havde været sammen i Rom al den tid, vi har været adskilt.

2. Hvor kunne vi have spillet en fremtrædende rolle i forhandlinger i senatet, regeringsanliggender og administration: dvs. netop det, som du siger, du vil gøre. Der er ingen, der er bedre til det end dig, og jeg forventer det så absolut af dig. (Lidt senere skal jeg skrive til dig om min holdning og situation og svare på dine spørgsmål). Jeg ville bestemt have fulgt dig som en yderst venlig og indsigtsfuld inspirator, mens du måske ville have anvendt mig som en ikke helt ukyndig, men bestemt loyal og engageret rådgiver. Som jeg bør, glæder jeg mig imidlertid på dine vegne over, at du er imperator, og at du med en sejrrig hær besidder en provins efter veludførte bedrifter. Hvis du havde været her, ville du så rigeligt og så fortræffeligt kunne have nydt godt af de tjenester, som jeg skylder dig. Du ville have haft en fantastisk kampfælle i mig i vores hævn: altså hævnen på dem, som du dels anser som dine fjender på grund af din kamp for min frelse, dels opfatter som misundelige på dig på grund af den hæder og ære, som den handling har bragt dig. Imidlertid har han, som til stadighed er sine venners værste fjende, straffet sig selv på vores vegne. Selvom han har nydt godt af dine meget store tjenester, er det netop mod dig, at han har brugt sin nu temmelig svækkede og kraftesløse indflydelse. For han har forsøgt sig med sager, som, da de blev offentliggjort, ikke gav ham nogen anseelse, endsige handlefrihed i fremtiden.

3. Jeg ville have foretrukket, at du havde lært af mine erfaringer snarere end af dine egne. Midt i al modgangen glæder det mig dog, at du har fundet ud af, hvor lidt man kan stole på folk, uden at det får de store omkostninger, som det fik for mig, da det stod allerværst til. Det er på tide, at jeg nu fremlægger mit syn på hele denne sag, så jeg kan svare dig på det, som du spørger om.

4. Du skriver, at du i et brev er blevet bekendt med, at jeg står på god fod med Caesar og Appius. Du tilføjer, at det har du ikke noget imod. Men du skriver, at du gerne vil vide, hvad der har fået mig til at forsvare Vatinius og tale pænt om ham. Jeg må forklare dig det mere tydeligt og gå lidt længere tilbage for at begrunde mine motiver. Det er min opfattelse, at jeg blev hjemkaldt takket være den politiske situation og din indsats, Lentulus. Jeg kom ikke kun hjem til mine nærmeste, men også til mit land. Derfor står jeg i en utrolig stor taknemmelighedsgæld til dig og bør på enhver tænkelig måde bestræbe mig på at varetage netop dine interesser – uden dog at glemme den stat, som havde hjulpet dig meget med at få mig hjemkaldt. Derfor følte jeg, at jeg burde vise min taknemmelighed. Det havde jeg også gjort tidligere, fordi jeg opfattede det som min pligt som borger, og ikke som nu på grund af en enestående velgerning imod mig. At jeg havde denne indstilling, hørte senatet af min egen mund, da du var konsul, og du blev bekendt med den under vores drøftelser og samtaler.

5. Og dog var der allerede i begyndelsen mange ting, der sårede mig, da jeg bemærkede, at nogle nærede et skjult had til mig eller en ringe interesse for mig, mens du sørgede for min politiske genoprejsning. For når det drejer sig om mine byggerier eller de voldelige overgreb, der fordrev min bror og mig, fik du ingen hjælp fra dem, der burde hjælpe dig; og selvsamme personer gav mig slet ikke den støtte, som jeg havde forventet, når det drejede sig om at erstatte mine tab, sådan som senatet havde besluttet. Selvom disse sager var nødvendige for mig på grund af mit økonomiske skibbrud, regnede jeg det dog ikke for noget. Det var ikke svært at forstå, men min taknemmelighed for, hvad de havde gjort for mig, var dog større end bitterheden over deres usympatiske adfærd.

6. Ganske vist skyldte jeg Pompeius rigtig meget, hvad du selv ofte har fremhævet og bevidnet. Jeg var tæt knyttet til ham ikke kun på grund af hans tjenester, men også fordi jeg virkelig holdt af ham og egentlig altid havde gjort det; men alligevel stod jeg fast på alle mine tidligere synspunkter vedrørende staten uden at tage hensyn til, hvad han ønskede.

7. Under retssagen mod Publius Sestius kom Gnaeus Pompeius ind til byen for at tale til hans fordel. Da Vatinius vidnede, sagde han, at jeg var begyndt at søge Caesars venskab, tilskyndet af hans lykke og held. Dertil svarede jeg, at jeg foretrak Bibulus’ skæbne, som Vatinius mente var ulykkelig, frem for alle andres triumfer og sejre. Senere i samme tale, stadig med Pompeius som tilhører, sagde jeg, at det var de samme folk, der havde forhindret Bibulus i at forlade sit hus, som havde drevet mig ud af mit; men hele mit forhør af Vatinius var én lang kritik af hans måde at forvalte sit embede som tribunus på. Under den del af talen talte jeg meget frit og modigt om voldsanvendelse, om blasfemi og om at forære kongeriger væk; det gjorde jeg ikke kun under denne retssag, men til stadighed i senatet.

8. Da Marcellinus og Philippus var konsuler, tilsluttede senatet sig den 5. april oven i købet mit synspunkt om, at spørgsmålet om Campaniens jord skulle behandles i et beslutningsdygtigt senat den 15. maj. Kunne jeg rette et mere intenst angreb på kernen i hele denne sag og derved se bort fra min nuværende situation og huske på mine tidligere handlinger? Mit indlæg fremkaldte stor furore både hos dem, som man kunne vente det af, og også hos dem, som jeg aldrig havde troet ville reagere sådan.

9. Da senatet havde vedtaget mit forslag, gav Pompeius slet ikke udtryk for, at han var blevet fornærmet. Han tog til Sardinien og Nordafrika, efter at han havde besøgt Caesar i Luca. Dér beklagede Caesar sig meget over mit forslag; han var nemlig vred i forvejen, efter at han tidligere i Ravenna havde mødt Crassus og af denne var blevet opildnet mod mig. Det var helt klart, at også Pompeius så alvorligt på sagen. Det hørte jeg først og fremmest fra min bror, men også fra andre. Han havde mødt Pompeius på Sardinien få dage efter, at denne var taget fra Luca. ’Det er lige dig, jeg gerne vil møde’, sagde Pompeius, ’intet kunne være mere belejligt. Hvis ikke du får styr på din bror, må du stå inde for ham, sådan som du har lovet.’ Kort sagt, han beklagede sig voldsomt og fremhævede sine tjenester over for mig; han mindede om, hvad han og min bror meget ofte havde drøftet om det, som Caesar havde gennemført som konsul, og hvad min bror havde lovet på mine vegne. Han huskede ham desuden på, hvad han havde udrettet i forbindelse med min hjemkaldelse – oven i købet med Caesars billigelse. Pompeius bad ham at få mig til at tage hensyn til Caesars interesser og samfundsposition. Hvis jeg ikke kunne eller ville det, så i det mindste ikke at modarbejde ham.

10. Alt det fortalte min bror mig, og desuden sendte Pompeius Vibullius til mig med besked om at stille sagen om Campanien i bero, indtil han kom tilbage. Jeg tog mig sammen og forestillede mig, at jeg førte en samtale med selve staten. Eftersom jeg havde udholdt og udført så meget for den, så måtte den tillade, at jeg betalte min moralske gæld, at jeg tog hensyn til dem, der havde gjort mig tjenester, og at jeg holdt min brors ord. Desuden skulle staten give lov til, at den person, som den altid havde anset for at være en god borger, også kunne være en moralsk hæderlig mand. Når det drejer sig om alt, hvad jeg i øvrigt gør og mener, som tilsyneladende irriterer Pompeius, hørte jeg nogle bemærkninger fra visse folk – du kan nok gætte, hvem de er. Selvom de havde og altid havde haft samme politiske anskuelser som mig, sagde de, at det glædede dem, at jeg alligevel aldrig kunne stille Pompeius tilfreds, og at Caesar ville være min bitreste fjende. Dette gik mig virkelig på, men værre var den måde, som de behandlede min fjende på – min fjende? Han er faktisk en fjende af lovene, domstolene, fredelige forhold, fædrelandet og af alle gode mennesker. Ja, oven i købet viste de deres begejstring for ham, bar ham på hænder og fødder, favoriserede og roste ham til skyerne, mens jeg var til stede. De opnåede ikke at hidse mig op – det er nemlig helt umuligt – men de troede helt sikkert, at de gjorde det. I den situation gjorde jeg, hvad der var menneskeligt muligt: Jeg tænkte det hele igennem og gjorde regnskabet op. Så vidt jeg kan, vil jeg nu kort fremlægge konklusionen på mine overvejelser.

11. Lad os forestille os, at staten var i kløerne på slyngler og forbrydere, som det var tilfældet under Cinna og ved visse andre lejligheder. Jeg ville i den situation aldrig slutte mig til dem, selvom jeg fik tilbudt belønninger, som jo ikke betyder noget for mig, eller blev udsat for trusler, som plejer at påvirke selv de modigste. Det ville ikke gøre nogen forskel, om det drejede sig om personer, som havde hjulpet mig nok så meget. Men nu er Gnaeus Pompeius den ledende politiker i Rom. Han opnåede denne magtposition og anseelse i kraft af sine utroligt store tjenester over for staten og sine helt fantastiske militære bedrifter. Jeg støttede fra min ungdom hans position i samfundet og hjalp ham også, da jeg var prætor og senere konsul. Selv var han en stor støtte for mig i kraft af sin indflydelse og de holdninger, som han gav udtryk for, og sammen med dig støttede han mig med råd og dåd. Han anså min fjende som den eneste fjende, staten havde. Derfor mente jeg ikke, at jeg skulle frygte at blive opfattet for vægelsindet, hvis jeg i visse spørgsmål havde ændret mit synspunkt lidt og havde vist mig villig til at støtte anseelsen hos denne betydningsfulde person, der havde gjort så meget for mig.

12. I denne vurdering må jeg naturligvis inkludere Caesar, hvis politiske interesser og anseelse er tæt knyttet til Pompeius. Heri spiller gammelt venskab en meget stor rolle; et venskab, som du ved, eksisterer mellem min bror og mig og Caesar. Hertil kommer også hans menneskelighed og storsind, som vi på kort tid både har set og oplevet i hans breve og gennem hans tjenester over for mig. Hensynet til staten betyder også meget for mig. Det er efter min mening slet ikke i statens interesse, at der opstår strid med disse mænd, og der skal gøres alt, for at det ikke sker – specielt når man tænker på Caesars enestående bedrifter. Men det der vejede tungest for mig i denne sag, var det løfte, som Pompeius havde givet Caesar, og det, som min bror havde givet Pompeius – i begge tilfælde om mig. Når det drejer sig om statens ledelse, må jeg desuden gøre opmærksom på det, som Platon på guddommelig måde har skrevet, nemlig at de øvrige borgere plejer at være sådan, som statens ledere er. Da jeg var konsul, fastholdt jeg stædigt den politik, som blev fastlagt allerede den 1. januar for at styrke senatet, og derfor kunne det ikke den 5. december samme år komme bag på nogen, at senatsmedlemmerne optrådte så karakterfast og myndigt. Da jeg ikke længere var konsul, fastholdt jeg det samme synspunkt – nemlig at der i vidt omfang herskede enighed blandt alle gode kræfter. Helt indtil Caesar og Bibulus blev konsuler, havde mine ord stor vægt i senatet.

13. Senere blev du statholder i Hispania Citerior, og på den tid var det ikke konsuler, som regerede staten, men derimod folk, der handlede med provinser, samt slaver og håndlangere, der arbejdede på at ødelægge republikken. Da kastede skæbnen mig, ligesom et stridens æble, midt ind i borgernes magtkampe. I denne kritiske situation opstod der en bemærkelsesværdig enighed i senatet, en utrolig enighed i hele Italien og en enestående enighed blandt de samfundsbevarende kræfter om at beskytte mig. Jeg vil ikke tale om, hvad der skete – for mange var skyldige og af forskellige grunde. Jeg vil kun kort sige, at jeg ikke manglede soldater, men generaler. Selvom der i hele denne sag ligger et tungt ansvar hos dem, der ikke forsvarede mig, er det ikke mindre hos dem, som lod mig i stikken; og hvis man skal anklage dem, der var bange, så skal man i højere grad kritisere dem, der lod, som om de var bange. Under alle omstændigheder er den beslutning, som jeg traf, absolut prisværdig, fordi jeg ikke ønskede, at mine medborgere, som jeg havde frelst, og som ønskede at frelse mig, blev udsat for bevæbnede slaver, mens de var uden ledere. Jeg foretrak, at det blev tydeliggjort, hvor meget gode borgeres enighed kunne have betydet, hvis det havde været muligt for dem at kæmpe for mig, før jeg faldt. De formåede jo senere at bringe mig på fode, da jeg var i dyb ulykke. Ikke blot gennemskuede du deres sindelag, da du arbejdede for min hjemkaldelse, men du bestyrkede og fastholdt dem i deres bestræbelser.

14. I denne sag (for det vil jeg aldrig benægte, men derimod altid huske og gerne omtale) gjorde du brug af nogle fremtrædende personer, som udviste mere mod i forbindelse med min hjemkaldelse, end de havde gjort, da jeg blev forvist. Hvis de dengang havde fastholdt det synspunkt, ville de have genvundet deres autoritet samtidig med, at de havde reddet mig. Under dit konsulat genvandt de gode borgere modet og blev inspireret af dine særdeles konstante og fremragende handlinger, specielt da Pompeius havde sluttet sig til sagen. Selv Caesar, som havde udført så betydelige og enestående militære bedrifter, og som senatet havde tildelt uhørte hædersbevisninger og anerkendelser, støttede senatorernes myndighed. I en sådan situation kunne der ikke være plads til, at nogen nok så umoralsk borger kunne skade staten.

15. Men hør nu, hvad der skete. Først blev denne vanvittige person, som krænkede de kvindelige riter i Bona Dea-kulten og ikke regnede gudinden for mere værd end sine tre søstre, frikendt ved en nævningedomstol. Selvom en tribunus plebis ønskede at straffe denne oprørske borger ved hjælp af de gode borgere, fjernede nævningene en enestående mulighed, for at staten fremover kunne straffe oprørsforsøg. De selv samme personer tillod senere, at senatets mindesmærke vanæredes af en indskrift med Clodius’ fjendtlige og bloddryppende navn. Det er ikke mit mindesmærke, for det blev ikke finansieret af krigsbytte, som jeg havde noget at gøre med; derimod stod jeg for udliciteringen. Jeg var meget taknemmelig for, at disse mennesker støttede min hjemkaldelse. Men jeg ville ønske, at de ikke kun havde bestræbt sig på at redde mig ligesom læger, men også som massører havde sørget for min fysiske form og mit udseende. Tænk på, hvorledes Apelles med den mest udsøgte kunstfærdighed fremstillede Venus’ hoved og skuldre og efterlod den øvrige del af kroppen ufærdig. På samme måde koncentrerede visse mennesker sig kun om mit hoved, men efterlod resten af kroppen ufuldendt og rå.

16. Hvad det angår, indfriede jeg ikke forventningerne hos dem, som var misundelige, og dem, som var fjendtligt indstillede. De havde nemlig hørt en usand historie om Quintus Metellus, søn af Lucius, som var en yderst handlekraftig og meget tapper mand og efter min mening den mest fremragende af alle i kraft af sin høje moral og faste karakter. Man taler ofte om, at han efter sin hjemkomst var nedtrykt og modløs. Han drog frivilligt i eksil, levede dér glad og fornøjet og bekymrede sig slet ikke om at vende hjem. Det er op til dem at bevise, at eksilet havde nedbrudt ham. For i den situation havde han jo overgået alle og specielt den enestående Marcus Scaurus, fordi han var så standhaftig og konsekvent. Hvad de havde hørt om ham eller havde formodninger om, det samme mente de om mig: at jeg ville være nedbrudt. Men i virkeligheden indgød staten mig mere mod, end jeg nogensinde havde haft, ved at erklære, at jeg som den eneste borger ikke kunne undværes. Mens det kun var en tribunus plebis, som stillede forslag om at hjemkalde Metellus, så var det hele staten, som tilbagekaldte mig: Senatet stod i spidsen, Italien var følgesvend, næsten alle embedsmænd stillede forslag, og du gennemførte forslaget som konsul; folkeforsamlingen, alle klasser og mennesker støttede mig med alle deres ressourcer.

17. Dog har jeg ikke siden hen ført mig frem sådan, at det med rette kunne fornærme selv de mest ondsindede. Jeg bestræber mig blot på at hjælpe både mine venner og mere flygtige bekendtskaber med arbejde, råd og dåd. Selve denne mit livs bane fornærmer måske dem, som betragter dette livs glans og herlighed, men som ikke kan gennemskue bekymringen og anstrengelsen. De klager ganske åbenlyst over, at jeg svigter vores gamle sag, når jeg udtrykker positive holdninger over for Caesar. Men jeg følger blot de synspunkter, som jeg lige har fremlagt, og det, som jeg netop var gået i gang med at forklare. Hos de gode kræfter, der eksisterede, da du tog af sted, finder du ikke, Lentulus, den samme politiske indstilling. Denne indstilling – bekræftet under mit konsulat, senere lejlighedsvis tilsidesat, svækket, før du blev konsul, men genskabt af dig – hele denne indstilling er nu blevet svigtet af dem, som burde have holdt fast i den. De personer, som dengang under mit konsulat kaldtes optimates, viser dette ikke kun i deres ansigtsudtryk, som ofte kan være vildledende, men også i deres ytringer og den måde, som de stemmer på.

18. Derfor bør der ske en forandring i både holdning og vilje hos forstandige borgere, som jeg ønsker at regnes iblandt. Platon, som jeg er en helhjertet tilhænger af, siger nemlig, at man kun kan opnå det i staten, som man kan overbevise borgerne om; man må ikke bruge vold over for forældre og fædreland. Han tilføjer, at han har følgende begrundelser for ikke at beskæftige sig med politik: at han havde fundet det atheniensiske folk alderdomssvækket, og at han havde indset, at folket hverken kunne styres med overtalelse eller tvang. Han nærede nemlig mistillid til, at det kunne overtales, og mente ikke, at det var moralsk rigtigt at anvende tvang. Mit synspunkt har været et andet, fordi mit folk ikke er svækket, og fordi jeg ikke har været fri til at overveje, om jeg skal beskæftige mig med politik; men jeg er dog glad, fordi det var muligt for mig at forsvare det, der gavner mig, og det, der er rigtigt for alle gode borgere. Hertil kommer Caesars helt enestående og ekstraordinære storsind over for mig og min bror. Jeg må støtte ham uanset, hvad han gør. Da han er så succesfuld og vinder så store sejre, skal vi rose ham, også selv hvis han ikke over for os havde været den, som han faktisk er. Jeg kunne godt tænke mig, at du var af den opfattelse, at der ikke er nogen anden, som jeg skylder mere, bortset fra jer, som stod bag min hjemkaldelse – det indrømmer jeg, og glæder mig over det.

19. Eftersom jeg nu har forklaret dig dette, er det let at svare på dine spørgsmål om mit forhold til Vatinius og Crassus. For det glæder mig, at du, som du skriver, ikke bebrejder mig mit forhold til Appius og Caesar og billiger min handlemåde. Hvad angår Vatinius, blev jeg først igen gode venner med ham ved Pompeius’ hjælp, straks da han blev praetor; og det selvom jeg i heftige vendinger i senatet havde bekæmpet hans kandidatur – ikke så meget for at skade ham som for at forsvare og støtte Cato. Siden anstrengte Caesar sig til det yderste for at få mig til at forsvare ham. Men hvorfor jeg var hans karaktervidne, det beder jeg dig hverken spørge mig om i hans tilfælde eller andres, som jeg har forsvaret. Jeg kunne nemlig spørge dig om det samme, når du kommer tilbage – ja, jeg kan faktisk også gøre det, når du ikke er her. Husk på, hvilke personer du har anbefalet fra de fjerneste egne. Vær dog ikke bange! For jeg har selv rost – og kommer til at rose – selvsamme personer. Der var dog også den kraftige tilskyndelse til at forsvare Publius Vatinius, at jeg i mit forsvar sagde om ham, at jeg gjorde, hvad parasitten i Terents komedie Eunukken råder soldaten til:

Når hun siger hans navn, svarer du med hendes navn.

Hun si’r måske ”Skal vi ikke be’ Phaedria herind

til fest?” –, du svarer ”Pamphila skal gi’ os en sang”.

Og taler hun pænt om hans figur, så er du der straks

med rosende ord om hendes. Kort og godt: gi’ igen

med samme mønt, så hun selv kan mærke, hvordan det er.

Det forholdt sig sådan, at visse nobiles og personer, der havde gjort mig meget store tjenester, var alt for glade for min fjende, Publius Clodius. Mens jeg så på det, trak de ham ofte afsides i senatet for at tale alvorligt, eller de omfavnede ham venskabeligt og jovialt. Eftersom disse havde deres Publius, bad jeg derfor dommerne om at give mig min egen Publius, som jeg til gengæld kunne drille dem lidt med, når de provokerede mig en smule. Det var ikke bare noget, jeg sagde, men også noget jeg ofte gjorde med guders og menneskers billigelse.

20. Det var Vatinius, og nu skal du høre om Crassus. Der var mellem ham og mig en stor forståelse, fordi jeg frivilligt havde slået en streg over alle hans meget alvorlige krænkelser, for at vi kunne blive enige. Derfor ville jeg endda have tålt hans uventede forsvar af Gabinius – som han få dage tidligere havde anklaget meget heftigt – hvis han blot havde gjort det uden at fornærme mig. Men da han havde fornærmet mig under vores diskussion, uden at jeg havde angrebet ham, blev jeg virkelig vred. Jeg tror ikke, at det kun var på grund af den øjeblikkelige forbitrelse – for den havde måske ikke været så voldsom; men jeg vidste ikke, at der stadig var rester tilbage af det indestængte had over hans mange krænkelser, som jeg troede, at jeg helt havde lagt bag mig. Pludselig brød hadet ud i lys lue.

På selv samme tidspunkt sagde visse personer – og det er de samme personer, som jeg ofte har antydet dog uden at nævne dem ved navn – at de havde haft den største nytte af min ligefremhed, og at jeg nu endelig i deres øjne syntes at indtage den politiske rolle, som jeg havde haft tidligere. Da denne konflikt havde gavnet mig meget også uden for senatet, sagde de ofte, at det glædede dem, at han og jeg var uvenner, og at de, der støttede hans sag, aldrig ville blive mine venner. Deres fjendtlige udsagn blev refereret til mig af de mest hæderlige personer. Da Pompeius opfordrede mig så kraftigt som aldrig før til at forsone mig med Crassus, og også Caesar i et brev udtrykte, at han var meget bekymret over denne konflikt, tog jeg hensyn ikke kun til min situation, men også til min natur. For at vores venskab ligesom skulle være bevidnet over for det romerske folk, tog Crassus bogstavelig talt fra mit hus til sin provins; for han spiste middag hos mig i min svigersøn Crassipes’ have, efter at han havde inviteret sig selv. Derfor forsvarede jeg hans sag i senatet, som du skriver, at du har hørt, både på baggrund af hans kraftige anbefaling, og sådan som min loyalitet krævede det.

21. Du ved nu, hvilke overvejelser der har fået mig til at forsvare hver enkelt sag, og hvilken status jeg for min del kan indtage i det politiske liv. I denne forbindelse kunne jeg ønske mig, at det var din opfattelse, at jeg ville have ment nøjagtig det samme, hvis jeg havde haft helt frie hænder. For jeg skulle mene, at man hverken burde kæmpe mod så store kræfter eller undergrave de mest betydningsfulde borgeres fremtrædende stilling, selv hvis det var muligt; og man bør heller ikke fastholde den samme mening, når forholdene er ændret, og de gode kræfters ønsker er forandret, men man må tilpasse sig tiderne. En stædig fastholden af et enkelt synspunkt har aldrig været populært blandt fremtrædende mænd i statens ledelse. Lad mig give et eksempel: Når man sejler, er det en kunst at rette sig efter vejrforholdene, selvom man ikke når frem til havnen. Hvis man derimod kan nå i havn ved at ændre sejlføringen, er det tåbeligt at fastholde den farefuld kurs, som man er slået ind på, fremfor at nå det ønskede mål ved at ændre kursen. Det samme gælder alle os, som er aktive i politik. Målet må være at trække sig tilbage i fred med æren i behold. Det har jeg sagt igen og igen. Vi skal dog ikke altid sige det samme, men altid have samme mål for øje. Derfor – som jeg kort før nævnede – hvis jeg havde helt frie hænder, ville jeg alligevel politisk set ikke handle anderledes, end jeg gør nu. Men eftersom jeg med denne holdning både bliver tiltrukket af nogle personers positive handlinger og frastødt af andres overgreb, så har jeg ikke noget imod at mene og sige de ting om staten, som specielt gavner både mine og statens interesser. Ret åbent og ofte har jeg fremført dette, fordi min bror Quintus tilhører Caesars stab. Jeg har hverken sagt eller gjort selv det mindste til fordel for Caesar, uden at han har opfattet det meget taknemmeligt, så jeg kunne tro, at han var tæt knyttet til mig. Hele hans meget betydelige indflydelse og hans ressourcer – som man forstår, er enorme – har jeg derfor fordel af, som om de var mine egne. Det er min opfattelse, at jeg ikke på anden måde ville have været i stand til at forpurre samvittighedsløse personers ondsindede anslag mod mig, end hvis ikke jeg nu også havde knyttet magtfulde personers velvillige indstilling til den hjælp, som jeg altid har haft.

22. Jeg ville sandsynligvis have fulgt den samme plan, hvis du havde været her. For jeg ved, hvor moderat og behersket du er; jeg kender nemlig din særdeles venlige holdning over for mig, og jeg ved også, at du ikke er uvenlig over for andre, men derimod ikke blot storsindet og ædelmodig, men også åben og ærlig. Jeg har bemærket, at visse personer har opført sig på samme måde over for dig, som du har bemærket, at de har gjort over for mig. Hvad der har gjort indtryk på mig, ville helt sikkert også have gjort indtryk på dig. Men når som helst jeg har mulighed for at være sammen med dig, har du en dæmpende indflydelse på alle mine planer, og du ville også have bekymret dig om at bevare min position på samme måde, som du sørgede for at rehabilitere mig. Jeg vil helt bestemt støtte og følge dig i alle handlinger, synspunkter, ønsker, kort sagt i alt – ja, i hele livet vil jeg ikke have andet for øje end, at du dagligt i stor udstrækning kan glæde dig over, hvor store tjenester du kan forvente af mig.

23. Når du beder mig om at sende de manuskripter, som jeg har skrevet efter din afrejse, så er der nogle taler, som jeg giver til Menocritus – du skal ikke være bange, det er ikke mange (for jeg skriver stort set ikke taler og er vendt tilbage til de mildere muser, som jeg har glædet mig over fra min tidligste ungdom). Jeg har nemlig skrevet tre bøger ’Om taleren’ på aristotelisk manér med diskussioner i dialogform, som det var min hensigt. Jeg tror, at de vil være nyttige for din søn. De afviger nemlig fra de traditionelle regler og omfatter hele det retoriske system, som det findes hos de gamle retorikere, både Aristoteles og Isokrates. Jeg har også skrevet tre bøger på vers om mine trange tider. Disse ville jeg have sendt til dig tidligere, hvis jeg havde ment, at de skulle udgives. (De er og vil altid være vidner på dine tjenester mod mig og min respekt for dig.) Jeg var ikke bange for dem, som kunne føle sig sårede – for kritikken af dem var skånsom og mild – men for dem, som dog var for mange til at blive nævnt, selvom de havde gjort sig fortjent til det ***. Hvis jeg finder en pålidelig person, som jeg kan betro disse bøger, vil jeg sørge for at sende dem til dig. Og jeg overdrager sandelig hele denne del af mit liv og livsførelse til dig; hvor meget jeg har kunnet opnå i kraft af litteratur og i kraft af mine studier, mine gamle fornøjelser, alt det overlader jeg meget villigt til din vurdering – du, som altid har elsket disse ting.

24. Det, som du skriver til mig om dine private forhold, og det, som du beder mig gøre, ligger mig meget på sinde. Derfor ønsker jeg ikke, at du minder mig om det, og jeg kan ikke lade være med at føle mig forurettet over, at du overhovedet minder mig om det. Med hensyn til min bror Quintus' ejendomshandel skriver du, at du sidste sommer ikke rejste til Kilikien, fordi du var syg, og at du derfor ikke kunne afslutte handlen, men at du nu vil gøre alt, for at det kan ske. Hvis min bror kan føje den ejendom til sine besiddelser, skal du vide, at han vil takke dig, fordi hans besiddelser så er blevet konsolideret. Jeg kunne godt ønske mig, at du så fortroligt og så ofte som muligt vil underrette mig om alle dine forhold og om din kære søn Lentulus' studier og retoriske øvelser. Du skal ligeledes forstå, at der aldrig har været nogen, der har opført sig venligere og behageligere over for mig, end du har. Jeg vil ikke blot sørge for, at du er klar over det, men at folk, ja alle folk, i al fremtid skal forstå det.

25. Appius plejede i private samtaler at sige det, som han senere også har sagt offentligt i senatet, nemlig at han ville trække lod med sin kollega om deres respektive provinser, hvis han fik mulighed for at få vedtaget en lex curiata. Men hvis der ikke blev vedtaget nogen lex curiata, ville han opnå en aftale med sin kollega og blive din efterfølger. En lex curiata ville være ønskelig for en konsul, men den var ikke strengt nødvendig. Eftersom han havde fået tildelt sin provins ved et senatsdekret, ville han i kraft af lex Cornelia bevare sit imperium, indtil han vendte tilbage til Rom. Jeg ved ikke, hvad alle dine venner og forbindelser skriver til dig. Jeg ved dog, at meningerne er delte. Der er dem, der mener, at du ikke kan opgive din provins, fordi der uden en lex curiata ikke kan være en afløser. Andre mener, at du kan overdrage provinsen til en person, som kan lede den, hvis du trækker dig tilbage. Jeg er ikke så sikker på det juridiske (meget usikkert er det dog ikke), som jeg er sikker på, at du uden tøven overlader provinsen til din efterfølger. Det er nemlig i overensstemmelse med din høje position, din anseelse og din uafhængighed, som du – det ved jeg – meget gerne plejer at gøre brug af. Du overdrager din provins ikke mindst, fordi du ikke kan afvise din efterfølgers lyst til magt uden en mistanke om, at du selv har lyst til magt. Hvad angår mig selv, mener jeg, at jeg har en dobbelt opgave, nemlig at vise dig, hvad jeg mener, og at forsvare det, som du har foretaget dig.

26. Efter at have skrevet ovenstående modtog jeg dit brev om publicani. Jeg har svært ved ikke at finde din behandling af dem rimelig. Jeg ville virkelig have ønsket, at du havde omstændighederne med dig, så du kunne have undgået at lægge dig ud med denne samfundsklasses interesser og ønsker – en samfundsklasse, som du ellers altid har støttet. Jeg vil i hvert fald ikke holde op med at støtte dine dekreter; men du ved, hvordan de er; du husker, hvor alvorligt det var for selveste Quintus Scaevola at være uvenner med dem. Jeg vil dog råde dig til at forsone dig med denne samfundsgruppe eller formilde den, hvis det muligt for dig. Selvom det er svært, er du efter min mening klog nok til at kunne klare det.