Ad Familiares I.5b

oversat af Morten Aagaard Schultz


Cicero skriver, at Pompeius er i modvind. Han har tilsyneladende opgivet at få opgaven med at genindsætte kongen. Det betyder en åbning for Lentulus. Nu håber Cicero, kongen vil aflægge Lentulus et besøg, uden at Pompeius modsætter sig det, men desværre har Lentulus ikke mange støtter blandt de tidligere konsuler.

 

Skrevet lidt efter den 9. februar år 56


<Til prokonsul Publius Lentulus fra Marcus Cicero>

1. Hvad der for tiden foregår her i Rom, samt hvad der allerede har fundet sted, antager jeg, at du holdes underrettet om gennem dine mange skriftlige og mundtlige kilder. Hvad man imidlertid kun kan have en formodning om, og hvad der sandsynligvis vil indtræffe, mener jeg, du bør høre fra mig. Pompeius forekom mig voldsomt oprørt, da han i folkeforsamlingen den 6. februar under sit forsvar for Milo, blev overfuset med tilråb og fornærmelser; efterfølgende blev han i senatet udsat for Catos bitre og barske anklager, mens de øvrige modstandere reagerede med dyb tavshed. Pompeius synes at have opgivet enhver tanke om Alexandria, og vi står derfor ligeså stærkt som tidligere. Senatet har nemlig ikke stillet dig dårligere, end det ville stille nogen anden, når man skal tage hensyn til de samme religiøse betænkeligheder.

 

2. Nu håber jeg og arbejder på, at kongen henvender sig til dig. Det burde han gøre, når han indser, at han ikke kan realisere sin plan om at blive genindsat af Pompeius, og at han uden din hjælp vil stå ene og alene. Han vil uden tvivl aflægge dig et besøg, hvis Pompeius blot antydningsvis bifalder det. Men du ved jo, hvor langsom og fåmælt Pompeius er. Jeg gør, hvad jeg kan for at fremme sagen. Vi får desuden let ved, håber jeg, at modsætte os Catos øvrige, krænkende forslag. Så vidt jeg kan se, har du ingen andre venner blandt de tidligere konsuler end Hortensius og Lucullus. De øvrige er enten fjendtlige i det skjulte eller åbenlyst rasende. Sørg for at være ved godt mod og stol på, at du kan genvinde din tidligere ære og værdighed, så snart der er sat en stopper for denne åleglatte fyrs hidsige angreb.